EMD International fejrer 25 års jubilæum 
Hos EMD International A/S har man 25 års erfaringer fra vindmølleindustrien. Nu står man overfor et jubilæum, en masse nye udfordringer og satsninger på energiområdet.
Webartikel fra Energy Supply 16. juni 2011 - Af Maria Berg Badstue Pedersen
 
Fredag d. 17. juni 2011 kan softwareudvikleren og konsulentfirmaet EMD International fejre 25 års jubilæum. 

Direktør Per Nielsen har været med siden virksomheden var et forskningsprojekt på Aalborg Universitet. Forskningsprojektet blev i 1986 under ledelse af Per Nielsen til et selvstændigt firma med navnet Foreningen Energi- og Miljødata. I 2004 oprettede foreningen et AS med navnet EMD International A/S, som i dag fejrer de 25 år. 
Direktør Per Nielsen på et muligt vindmølle-site i Norge

EMD har på de 25 år udviklet sig fra et enmandsfirma til et firma med 23 ansatte og en omsætning på 40 mio. om året, hvoraf 80% er eksport. - Så de par millioner Teknologirådet/Energistyrelsen i sin tid postede i forskningsprojektet må siges at være givet godt ud, udtaler Per Nielsen. 

Vindenergi er hovedområdet, og størstedelen af omsætningen hentes da også ved hjælp af softwarepakken WindPRO til projektering af vindmølleparker. 

- Men det stopper ikke her, fortæller Per Nielsen i et interview med Energy Supply. Han har mange ideer, konkrete projekter, påfund og satsninger på bedding. 

Kraftvarme & solceller 
EMD International har i mange år arbejdet med software til dimensionering af kraftvarmeværker. I den forbindelse har man opnået stor ekspertise i driftsoptimering af kraftværkerne i et kompliceret elmarked. Den viden og ekspertise håber Per Nielsen at kunne udnytte til at skabe et nyt attraktivt forretningsområde i løbet af få år. 

- Derudover leger jeg med tanken om solceller. Solcelle-området ligner vind-området forstået på den måde, at mange af de beregninger, der skal udføres, indenfor såvel energiomsætning som miljømæssig dokumentation (fx visualiseringer), er næsten enslydende med de beregninger vores vind-software allerede er programmeret til at udføre. 

Og hvor kraftvarme-satsningen allerede er sat i værk, så er solcelle-ideen stadig på tegnebrættet, og Per Nielsen kan endnu ikke sige om tanken ender som en decideret solcelle-satsning eller om ideen bliver parkeret i skuffen, indtil tiden er mere moden. 

Fortsætter succesen med vindenergi 
Selvom EMD International og Per Nielsen har mange jern i ilden, så brænder Per Nielsen for vindenergien – og har gjort det siden han byggede sin første vindmølle på faderens gård – og derfor arbejder han til stadighed med at udvikle og finjustere softwaren til projektering af vindmølleparker. 

- Vores næste udfordring er at få softwaren til at køre med langt mere komplicerede og mere præcise beregningsmetoder, der er enormt computerkrævende. En stor central computer er en mulighed til at gøre beregningstiden acceptabel, men vi mangler stadig at undersøge, om det her er noget vores kunder vil, og selvfølgelig om der er økonomi i det, tilføjer han og løfter sløret for, at virksomheden har søgt Vækstfonden om midler til at gennemføre projektideen. 

Også nye markeder har Per Nielsens fulde opmærksomhed. 
- Som et kuriosum kan nævnes at nogle af de lande der har været omsat meget i de sidste par år er Korea og Brasilien – det giver et fingerpeg om hvor udviklingen af vindmølleprojekter – eller fabrikation, vil ske de kommende år. Kina er det land i verden hvor der opføres mest vindkraft i disse år. Vi har da også udviklet en kinesisk version af vor software og har flere kinesiske salgskontorer – men det er et svært marked at slå igennem på – måske fordi de er dygtige til at kopiere, men også fordi miljødelen ikke tages så alvorligt der, slutter han. 

Men uagtet hvad der bliver fremtidens energi, så vil Per Nielsen og hans 23 ansatte ufortrødent fortsætte de gode takter med mange ideer, konkrete projekter, påfund og satsninger - dog med et lille afbræk fredag morgen, hvor de 25 år fejres som det sig hør og bør. 

Publiceringsdato: 16-06-2011
DLBR Sekretariatet - Agro Food Park 15 - 8200 Aarhus N - Email:   - Cookiepolitik
Forside Udskriv Tip en ven